Besøg Ungdommens Vårsalong

Ungdommens Vårsalong er en kurateret kunstudstilling for 13-18-årige, som finder sted på Københavns Rådhus hvert forår.

Skoleklasser, kunstskoler, ungdomsskolehold og privatpersoner kan tilmelde kunstværker til udstillingen, der vises i forhallen på Københavns Rådhus i løbet ad foråret.  

Udstillingen er censureret, hvilket betyder, at de tilmeldte værker bedømmes hos et panel af etablerede kunstnere, som udvælger hvilke, der kommer med på den endelige udstilling på Københavns Rådhus. . 

Historien

Navnet Vårsalong kommer af det svenske ord for forårsudstilling, og selvom udstillingen i dag primært er et dansk foretagende hænger navnet ved af historiske årsager, da udstillingen oprindeligt var et samarbejde mellem Københavns Ungdomsskole og svenske skoler i Malmø.  I dag arrangeres udstillingen af Københavns Kommunes Ungdomsskole i samarbejde med ungdomsskoler fra Odense og Aarhus. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til udstillingen, deltagelse mm. kan du henvende dig til Ungdomskolen på tlf. 8877 5367 eller skrive en mail til almen.ungdomsskolen@kk.dk.

Udstilling 2026

Info om tilmelding til udstillingen 2026 vil være at finde på hjemmesiden fra november 2025. 

Video Url

Ofte stillede spørgsmål om Ungdommens Vårsalong

Vis alle

Hvordan tilmelder jeg mig?

Du kan tilmelde dig udstillingen 2026 fra november 2025. 

Hvordan udvælger I, hvilke værker der skal med på udstillingen?

Vi modtager hvert år mange hundrede tilmeldinger. En jury bestående af tre personer med kunstnerisk og pædagogisk baggrund udvælger hvilke af de tilmeldte kunstværker, der skal udstilles.

Ved udvælgelsen bestræber vi os på, at de uddannelsesinstitutioner og kunstskoler, der tilmelder kunstværker, bliver repræsenteret med værker på udstillingen. Vi giver gerne konstruktiv feedback, så jeres deltagelse kan virke som motivation til at fortsætte med at arbejde med kunst. De kriterier vi benytter som udgangspunkt for udvælgelsen er kort beskrevet her.  

  • Kreativitet

    Det første og mest centrale, der kigges på, er kunstværkets personlighed og originale udtryk. Det kan for eksempel være en god idé, panelet ikke har set før. Det kan også være et tema eller en selvstændig kreativ måde, at arbejde på, der skinner igennem. Ligger der en bestemt følelse, stemning, oplevelse eller historie bag dette kunstværk?

  • Motiv

    Værket kan være naturalistisk udført, abstrakt udført eller en blanding.  Hvis værket er abstrakt eller nonfigurativt og ikke ligner noget konkret genkendeligt, vurderer panelet, om man kan mærke personlighed i værket. Der kigges her efter værkets referencer. Er kunstværket inspireret af en stil eller et motiv fra den ældre kunsthistorie, en ny tendens fra internettet eller noget helt tredje?

  • Farver, materialer og dimensioner

    Dernæst vurderer panelet brug og kombination af farver og materialer. De kigger fx på kontraster, penselføring og komposition. Materialer og rummelighed spiller også en stor rolle. Er kunstværket udført som todimensionelt maleri, tredimensionel skulptur eller en kombination? Er det et digitalt kunstværk? Tydeliggør valg af farver og materialer kunstværkets overordnede idé/motiv/stemning?

  • Teknik

    Endelig bliver der også kigget på kunstnerens tekniske kunnen. Teknikker ses som redskaber, der muliggør udførelse af værket. Men panelet vurderer ikke kun på dette parameter ud fra rent praktiske færdigheder. De vurderer også ud fra, om der er eksperimenteret med og rykket og grænser for værkets udtryk vha. farver, materialer, dimensioner og andre medier. Et kunstværk bliver som eksempel ikke udvalgt, udelukkende fordi det er flot tegnet.

  • Forhold til årets tema

    Det er frit hvordan temaet fortolkes og på hvilken måde kunstværket perspektiveres i forhold til temaet.

Hvornår får jeg besked, om mit værk er kommet med?

Du får svar på, om dit værk er blevet udvalgt til udstillingen i løbet ad februar 2026.  

Hvilken type værker kan tilmeldes?

Det er muligt at tilmelde tegning, maleri, fotoprint, kollage, skulptur, tekstil eller video. Kunstværket skal kunne hænge, stå frit på gulv eller placeres i montre. Hvis du ansøger med video, skal du tilmelde værket med et online link. 

Er udstillingen gratis?

Ja, udstillingen er gratis og alle kan lægge vejen forbi Københavns Rådhus og se værkerne i udstillingsperioden. 

Ferniseringen er dog udelukkende for de kunstnere, som har deres værk udstillet samt inviterede gæster. 

Skal jeg selv indlevere mit kunstværk, hvis det bliver valgt til udstillingen?

Ja. Du modtager mere info herom, hvis dit værk bliver udvalgt. 

Skal jeg selv afhente mit kunstværk efter udstillingen?

Ja. Alle værker der har været med på udstillingen skal afhentes efter udstillingen. Du hører mere om denne proces, hvis dit værker bliver udvalgt. 

Kan jeg købe et værk fra udstillingen?

Værkerne på udstillingen er desværre ikke til salg, og Ungdomsskolen har ikke mulighed for hjælpe med at formidle kontakt til de enkelte kunstnere. 

Jeg har et andet spørgsmål, hvem kontakter jeg?

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Københavns Kommunes Ungdomsskole, som står bag udstillingen, på 8877 5367 eller almen.ungdomsskolen@kk.dk