Log ind

Ud i det blå: Træklatring og classbuilding

En aktiv dag i det fri med klatreteknikker, samarbejdsøvelser og fokus på klassefællesskabet og anerkendende kommunikation.

En aktiv dag i Travbaneparken i Tårnby med en professionel klatreinstruktør, der fører hele klassen sikkert igennem dagen.

Målgruppe

7.-10. årgang på folkeskoler i Københavns Kommune 

Lokation og mødetid

Aktivitetsdagen foregår enten mandage eller fredage kl. 8:30 til 14:30. Forløbet foregår udendørs i Travbaneparken nær Tårnby station. Den nøjagtige lokation aftales med træklatreinstruktøren.

Indhold

I løbet af seks timer lærer eleverne om klatreudstyr, sikkerhed og klatreteknikker. Dagen byder på mulighed for at bruge kroppen på en sjov og anderledes måde. Bl.a. ved at klatre højt op i et træ og få afprøvet de forskellige klatreteknikker. Vi lægger vægt på en rolig, positiv og anerkendende kommunikation.

Hvis det aftales på forhånd, vil der være mulighed for at grille skumfiduser over bål eller lave varm kakao på stedet eller kombinere dagen med hulebygning og lignende classbuilding-aktiviteter. Vi sørger for en fælles velkomst med præsentation af dagens program og de forskellige aktiviteter, og vi afrunder dagen samlet.

Læringsmål

  • At styrke relationer og samarbejdet i klassen
  • At styrke rolig, positiv og opmuntrende kommunikation hos eleverne
  • At eleverne mærker egne grænser og bliver i stand til at rykke ved dem
  • At prøve at bevæge sig på en ny og anderledes måde

Rollefordeling

For at minimere ventetid vil klassen blive delt i 2-3 hold. Da klatreinstruktøren er fastlåst ved klatrestationen, er det væsentligt, at klassens lærer kan stå for en anden aktivitet for de to resterende hold.

Medbring

Praktisk tøj efter vejret, som man kan bevæge sig i, og som godt må blive beskidt, godt humør, en stor madpakke og en fyldt drikkedunk.

Underviseren

Jeg hedder Hans og har de seneste 20 år har arbejdet som lærer. Ud over undervisning i fagfaglige fag har jeg også en uddannelse som AKT-lærer og har gennem min lærertid haft cirka 1000 timers samtaler med elever, der havde udfordringer enten fagligt, socialt, emotionelt eller familiært. Jeg elsker at opholde mig i - og være i naturen, så ved siden af min uddannelse som lærer har jeg taget et 1-årigt studie som friluftsvejleder på IFI. Mine instruktøruddannelser dækker over træklatring, kano og mountainbike. Derudover er jeg uddannet sundhedscoach. I mit virke som friluftsvejleder ser jeg et stort potentiale i at blande friluftsaktiviteter og personlig udvikling.